Gamle lektiebøger, breve, fotos er GULD!

SE ANDRE BLOG INDLÆG

Gamle lektiebøger, breve, fotos er GULD!

“Ned med alt” har jeg skrevet/tegnet på min gamle lektiebog fra 9. klasse og nedenunder et kendt citat fra Greenpeace, der handler om at man “ikke kan spise penge”.

Mine forældre har heldigvis gemt alle mine gamle dagbøger, breve, stile, billeder, postkort – og lektiebøger fra min barndom/ungdom. Med egne øjne kan jeg se, hvad der gennem livet har været vigtigt for mig. Alle disse analoge ting og sager hjælper mig til at forstå mig selv og min fortid, og mine valg igennem livet. Og de hjælper mig dermed også med at forstå min nutid og træffe de rigtige valg ud i fremtiden.

Mine børn er på godt og ondt ”digitalt indfødte”, hvilket jeg på nogle områder kan misunde dem.

Men kan de om nogle år også genfinde deres digte, poesibøger og personlige tanker, som jo alt sammen ligger i en eller anden mappe oppe i skyen?

Eller risikerer de at miste over/tilbageblikket på deres liv, fordi alt ligger digitalt og bliver væk, eller bare forsvinder?

Jeg har gennem mine børns liv ”tvunget” dem til at skrive dagbog og jeg har gemt deres fysiske tegninger, diplomer, fødselsdagsinvitationer og andet sjovt, som de senere kan bruge som ”spejl” på deres barndom.

Og det er netop DET, jeg laver i mit billedkunstneriske virke.

Jeg – eller mine kunder – finder personlige, sigende, fysiske tekster, tegninger, billeder og andet, der kan fortælle historier. Jeg sætter det sammen i et kunstværk, man kan ”spejle” sig i, for på den måde at kunne forstå sig selv og finde meningen med det hele.

For hvis ikke du ved, hvor du kommer fra, hvordan kan du så vide, hvor du skal gå hen?